onsdag den 20. januar 2016

2014 "PROCES"

2014 var også året, hvor jeg blev inviteret til at indsende et projekt til JORN LAB på Kunstcenter Silkeborg Bad i anledning af 100 året for Asger Jorns fødsel.
Min installation kom til at hedde "Proces"

“Proces” består af et bord med 3 malerier, hvert opdelt i et antal felter -
6 lodret A - F og 5 vandret 1 - 5
Bordets størrelse 77 x 190 cm

Ved at slå med en terning ud for de lodrette og de vandrette felter fjernes disse et af gangen. De lægges på maleri 2 i de tilsvarende felter og der opbygges et billede ved den tilfældige afdækning/tildækning af felter.

Vores hjerne vil skabe sammenhæng i de nye kombinationer,
den vil "modificere",
"en proces med ukendt forløb og resultat" - "en automatisk billedskaben"
hvor "det borteliminerede lever videre i arbejdet"
(Citater af Asger Jorn)

Malerier:
Et maleri af Asger Jorn.
Et af Asger Jorns franske lærer Fernand Leger.)
Et "dårligt" maleri af den type, Jorn brugte til at "modificere".




2014 NOAHS PARK OG BJERGBESTIGERSKE

2014 deltog jeg i et forslag til et Land Art projekt i Rebild kommune. Sammen med Gerda Thune Andersen og Annette Skov skabte vi gruppen "Fraustück im Wald" og inleverede et forslag til 3 høje på præstens mark i Kgs Tisted.
Projektet hedder "Noahs Park". Højene rummer henholdsvis 1. fortid, 2. nutid og 3. fremtid. Den første høj rummer et museum af uddøde dyr og insekter, printet på aluminium. Anden høj er et museum med fotos af de mennesker, der bor i Kgs. Tisted nu. Tredje høj har nicher indeni, Der skal børnene placere nye arbejder årligt.
Selve marken foreslås tilsået med en frøblanding, der tiltrækker bier, og som hegn plantes slåenbuske.


Jeg indsendte også et forslag om at opstille en bjergbestigerske - eller flere - modelleret i fiberbeton.
Hun kan placeres på forskellige steder i bakkerne.


2013 "Livets Port - evige mure - Flashback Athens"

2013 udstillede jeg på Rudolph Tegners Museum og Skulpturpark i Dronningmølle, Sjælland.
Udstillingens titel var "NO MANS LAND ...". Vi var 7 udstillere, som hver forholdt os til et værk af Rudolph Tegner.
Jeg viste et værk "Livets Port - evige mure - Flashback Athens".
Det var malerier og videoer ophængt som en port omkring en tom plads på en væg. Det refererer til Livets Port af Rudolph Tegner, et stort projekt, der blev kraftigt modarbejdet i hans samtid.
Jeg tilbragte året før 2 måneder på Det Danske Institut i Athen for at samle materiale. Jeg arbejdede med "mødet mellem tidsaldre og kulturer - virkningerne af økonomisk ustabilitet, tilstrømning af illegale indvandrere stedets og byens forfald - kaos og forsøg på systematisering."




GULDALDER, KOMPRIMERET 2010

2010 deltog jeg i udstillingen "Bedlam. Normalitet og andre tvangstanker" på Kunsthal Den Frie i København. På udstillingen vistes så vel fællesarbejder som egne værker. Et større fælles værk var installationen "Stuegang" som viste en opstabling af hospitalsmøbler- og inventer. Hele bjerget rystede med mellemrum.
Jeg havde en ophængning med malerier "Guldalder, komprimeret". Serien handler om en ide´virkelighed og er inspireret af den romantiske danske periode, guldalderen. Landskaberne i mine malerier ses blot gennem en "ide´- figur", den uskyldige vilde, narren. Vi ser med hans blik, "et koncentreret overblik" med "tjekkede fejl og mangler".
Udstillingen fortsatte 2011 til Klaipeda, hvor den vistes i KCCC kunsthal og communication Center.







ASPECTS OF JERRY 2006 og 2007

Vores næste udstilling hed "Looking for Jerry - manden som muse".
Den blev vist på Kunstcenter Silkeborg Bad 2006 og på Kastrupgårdsamlingen 2007. Jeg deltog med en maleri- og lydinstallation "Aspects of Jerry". Det var malerier af mænd, der har betydet noget for mig. Deres tekster eller stemmer hørtes fra væggen.








UNDER THE SKIN 2005

Grupperingen omkring SUBROSA udstillingen viste næste større projekt "CONTENT - the handbag in contemporary Art" 2005 og 2006 i Kulturhuset i Stockholm, på Borås Kunstmuseum og Sundswals Museum i Sverige. Mit bidrag var en video "UNDER THE SKIN".


KERAMIK 2001

Efter vores udstilling "SUBROSA - blomsten i Nordisk Samtidskunst" 2010/11 på Charlottenborgs Udstilling, Södertälje Kunsthal, Stockholm og Amos Andersons Kunstmuseum, Helsinki, lavede de fleste af de danske deltagere et keramisk projekt hos Kähler Keramik i Næstved og udstillede en serie krukker og fade i 2011- jeg fortsatte med at lave en serie krukker - her er nogle af dem -









mandag den 18. januar 2016

2011 udstillede jeg med PRO i "TOWERS" i Rundetårn. Jeg deltog i 2 projekter. Det ene hed "Vejret" og bestod af 10 malerier på 30 x 40 cm ophængt i en stribe.
Billederne beskriver et tidsrum, hvor vejret skifter og sætter stemningerne.
Synsfeltet indskrænkes og udvides. Vejen er en tidslinje gennem et tåget univers.
-------
Erindringer  er knyttet til steder og stemninger – ved at se noget, husker man – ofte overraskende –
noget andet og mere – gennem fascinationen føjer det sig smukt og til erindringsbankens tågetde univers.
-------



Desuden deltog jeg sammen med Gerda Thune Andersen med installationen "WASTE TOWER". 
Tårnet er ca. 3,5 m højt. Det består af forskellige materialer, sorteret og fordelt i gabioner.

Tårnet er et billede på affaldets kontrollerede kaos eller den kaotiske kontrol - 
alt ordnet og sorteret i kasser.  




2009 lavede PRO en stor udstilling EXILE med international deltagelse på KunstCenter Silkeborg Bad. Der var udstillere fra Tibet, Kina, Norge, Jugoslavien, Tyskland, Ægypten, Danmark, Grækenland og Tyskland.
Min installation hed "The Exile Game". Den bestod af 2 malerier, "Mennesker" og "Soldater", samt 2 videoer "Homes" og "Disaster" og et spil opbygget på et bord som et stiliseret landskab. Man kunne komme rundt i landskabet med sin brik via terningkast. Man mødte undervejs de farer, der beskrives i medier og beretninger.



2002 blev jeg medlem i kunstnersammenslutningen PRO. Vi udstillede på Charlottenborg i København indtil sammenslutningerne ikke længere måtte være der efter 2006. Jeg var med i bestyrelsen og var en af de personer, der beskæftigede sig med de internationale kontakter.
2006 var vores overordnede titel "European reflections".
Jeg udstillede "REFLECTIONS. Mennesket betragter verden" 66 malerier på 30 x 40 cm ophængt indenfor en firkant.

Senere har malerierne været vist ophængt på andre måder.




Da kvinder fik adgang til Kunstakademiet i 1900 havde de kun lov til at male blomster. Derfor havde jeg ikke lyst til det. En invitation til at deltage i en international udstilling var årsag til at jeg begyndte at male blomster.

Jeg måtte finde en mere aktuel måde at anskue blomstermaleri på. Det blev til “Papaver variabilis - valmuen der kan forandres.”
Som en parallel til gartneren, der bruger sin pensel til bestøvning, bearbejdes fotografiet af den blomstrende valmue på computer. Noget ændres ved blomsten, hvilket også sker for gartneren. Blomsten er nu en variabilis – og males i sin nye udgave på lærred – noget virkeligt er blevet til noget tænkt og er igen kommet ind i virkeligheden.
Valmuen er et klart udtryk for ”blomst”. Tidligere var der kun røde og hvide valmuer, så kom en orange fra Californien, en køligt lyseblå fra Tibet – ”valmue” må revurderes - variationer kan fremelskes – den er foranderlig –  ”Unimaginable Imaginability”.

Dette nordiske kunst projekt “SUBROSA. Blomsten i Nordisk Samtidskunst” udstilledes i København på Charlottenborg, Stockholm i Södertälje Kunsthall og i Helsinki på Amos Andersons Kunstmuseum. 2000/2001


TIDSSAMMENFALD

- - - på vej til Holland ad motorvejen - - - der indtræder en vis meditativ tilstand – koncentrationen  og opmærksomheden fylder det hele. Jeg opdager en by, som kører på et tog hen over motorvejen. Sammenblandingen af muligheder er selvfølgelig helt usandsynlig, og gåden løser sig sekunder senere.

Denne opløsen og flyden af det velkendte ind i en ny dimension blev stående som et billede på begrebet ”tid”, et udtryk til de ideer, jeg altid har arbejdet med i maleri og grafik.
Med inspiration i denne oplevelse, bruger jeg motiver af steder og ting, der optager mig. De enkelte billeder består af fotografier. Det er virkelighed fastholdt i et kort præcist tidsrum. Jeg kombinerer motiverne, til de har det udtryk, jeg søger, vælger størrelse, farver uafhængigt af en objektiv virkelighed. Her igennem opstår de nye betydninger.

Den grafiske serie ”tidssammenfald” består af flere motiver trykt ved siden af og delvis ovenpå hinanden. Når man bevæger sig forbi billedet, brydes lyset i sølvet, som der er trykt med, og denne del bliver et øjeblik usynlig, når sølvet skinner. Der er uoverensstemmelser mellem de motiver, som indgår.  Enkeltdelene medbringer deres sted, størrelse, kontekst og tid. Bragt ind i en anden sammenhæng sammen med andre rum, forstyrres det repræsentative, som når et landskab optræder som himmel eller op og ned ignoreres. Den logik, man fører med sig som en selvfølgelighed omkring oplevelsen af tid og rum synliggøres og forbigående opleves en kollaps i omverdensfortolkningen.

Dette gør kaos synligt. Kaos er en del af omverdenen, dens råstof. En afbildning af virkeligheden.
Dette tema begyndte jeg at arbejde med 1995.






Grafik

"Den Hemmelige Have 2" er en serie litografier, jeg sjældent har udstillet. Det er litografier fra 1992, hvor jeg malede mere end jeg lavede litografier.
"Bæreren" og "Mindesmærke 2" er  begge 38 x 24,5 cm