fredag den 4. september 2026

 Udstillingen TID * MULD * STJERNE vises frem til 10.1. på KunstCentre Silkeborg Bad

Lørdag 5.9. kl 14 viser vi rundt på udstillingen. Mit bidrag hedder "Café Oblivion". Caféen ligger i rummet efter det gik galt på jorden. Der er bardisk og måltider, på væggene er malerier med motiver fra livet på  planeten Jorden. 



”Hvordan skal vi komme ind i lokalet – der ligger kunstværker på gulvet ?”
Det spørgsmål får de ansatte på KunstCentret Silkeborg Bad jævnligt fra gæster, der gerne vil ind og se den aktuelle udstilling TID * MULD * STJERNE – men som ikke kan skræve over de tæpper med motiver af sommerfugle og insekter, der ligger spredt ud over gulvfladen.
Men faktisk er det meningen, at man skal træde på værkerne – for på den måde får man en hel håndgribelig oplevelse af, at alle de viste dyrearter faktisk er udrydningstruet – hvilket bliver illustreret ved, at tegningerne af dyrene ligeså stille bliver visket ud, efterhånden som tilstrækkeligt mange træder på dem.
Kunstneren er Karen Gabel Madsen, og hun vil, sammen med syv kunstnerkolleger, gerne vise, at vi skal passe godt på vores jord, mens vi stadig kan bevare den.
Du kan i øvrigt komme med på en omvisning i udstillingen TID * MULD * STJERNE sammen med alle kunstnerne på lørdag 5. sept. kl. 14.

 


onsdag den 2. september 2026


 Atelierhusene åbner for interesserede søndag 13. september 2026 mellem kl. 13 og 17. Adressen er Grønnemose Alle 21 A - 49. Alle er velkommen.