fredag den 17. april 2026

 A crack in everything; that´s how the light gets in        

Gennem deres medier og praksis åbner Bodil Brems, Marie Rømer West og Vibeke Glarbo op for oplevelsen af tilstande og erfaringer udenfor videnskabens og logikkens område.

A crack in everything - en sprække giver adgang til at se, at der udover erkendelse og logik – findes bare pletter, tilfældigheder og ikke-erkendte erfaringer.

Vores verden og samfund fungerer via love og regler, men derudover er der mulige tilstande og åbninger, som ikke kan forklares eller forstås i ord. Det er de grænseområder, kunstnerne forsøger at åbne adgang til.

Vi gør det for selv at blive klogere - og fordi der i kunst er et ønske om dialog, vil vi gerne dele ud af vores indsigter.

 Det er teksten til vores udstilling i Huset i Asnæs, Storegade 31, 4550 Asnæs. Daglig 13 - 17, mandag lukket. Sidste dag er 3.5.26 

Bodil Brems:

I mine malerier ser alt tisyneladende naturligt og genkendeligt ud. Man bliver usikker på al denne selvfølgelighed, opdager en tvivl - noget er lidt mærkeligt, forkert. Hvad er tingenes rette tilstand? Hvor findes denne sprække, hvor det sikre bliver et sted, hvor usikkerheden og muligheden kommer ind. Midt i den klart aflæselige virkelighed kan jeg ikke tro på det jeg ser. Vil nogen bilde mig noget ind?