torsdag den 19. oktober 2017

Et projekt til udstillingen er "International nationalromantik, komprimeret". 
Et maleprojekt om en europæisk virkelighed der skriver sig ind i det uvisse. Produceret til udstillingen EUROPATI – “det lykkelige Europa”

I det post-nationale og post-kristne Europa er landene områder, hvor suveræniteten i de enkelte lande formindskes og værdigrundlaget er i forandring..
Nationalfølelsen, der bygger på det enkelte folks sprog og kultur, som vi har kendt den siden Herder (1744 – 1803) bliver promiskuøs. Denne selvforståelse som definerede sig gennem nationalsange, stolthed og kærlighed til tradition og historie, definerede tillige de enkelte folkeslags tilhørsforhold til bestemte områder og landskaber. Opdagelsen og beskrivelsen af disse karakteristika blev årsag til ikoniske værker med landskabet som tema, C.D Friedrich, I.C.Dahl, dansk guldalder. Europæerne skal nu identificere sig med andre grupperinger og principper: EU, NATO, FN, liberalisme eller menneskeretserklæringer. Et fælles religiøst grundlag eller sprog er måske uantageligt som selvdefinition. Man skal gå i krig i af nye årsager, humanitære, politiske, for løn.
Jeg tilbyder et værdigrundlag som er en malerisk definition, “International nationalromantik, komprimeret”. Den består af landskaber fra Europa som mødes i et billede – Multiple Horizons - “Madeira møder Bayern”. Steder og ideer fragmenteres, blandes og indgår i en ny sammenhæng. På malerierne gror de ud af og ind i baggrundens neutralgrå flade.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar