fredag den 12. september 2025

Årets Åbne Atelierer i Atelierhusene er 14.9. 2025 kl 13 - 17. Vi bliver 17 deltagere. Min udstilling hedder Cafe Oblivion. Det er en cafe i rummet - for når det ikke går længere på jorden, så går det nok i rummet et sted. Denne cafe serverer små erindringsbokse med minder fra jorden - og der er 2 menuer. På væggene i cafeen hænger malerier med motiver af det gode liv på jorden, så oplevelsen af cafe besøget styrker erindringen. Alle er velkommen.

 


 

onsdag den 9. april 2025

TID * MULD * STJERNE


04.04.2025 - 09.06.2025 Bibliotekssalen i Rundetårn

 

Tid*Muld*Stjerne er en kunstnerkurateret gruppeudstilling i Bibliotekssalen i Rundetårn,

 

Deltagende kunstnere: Jeanette Land Schou, Nina Maria Kleivan, Karen Gabel Madsen, Bodil Brems, Henriette C. Hansen, Vicky Steptoe, Pernelle Maegaard og Nanna Gro Henningsen.

 

Otte samtidskunstnere udforsker klimakrisen, og hvordan kunsten kan styrke vores sansning af og respekt for alt levende på planeten. Værkerne spænder fra maleri og skulptur til installation og video. I udstillingen møder man alt fra truede insekter og jordvæsener til objekter fundet under Amager Fælled. Man står ansigt til ansigt med invasion fra fjerne galakser og kan gå ombord i obskure fremtidserindringer fra en café i det ydre rum.

 

I TID * MULD * STJERNE ser vi klimakrisen som en dyb æstetisk krise, som et udtryk for den mangel på sensitivitet overfor livet på planeten, der har ført os til grænserne for, hvad økosystemerne kan bære. Som kunstnere arbejder vi med at udfordre vores måder at se og erfare verden på. Vi tror på at kunsten kan bidrage til en ny og nødvendig sansning af verden og tiden. Det æstetiske og kunsten handler om at sanse verden og om at forstå menneskets dybere forbindelser med naturen og universet hvor sansning og tænkning er forbundet.

  

Udstillingen er støttet af

 

Statens Kunstfond

Københavns Kommune – Rådet for Visuel Kunst

Knud Højgaards Fond

 

Uddrag af pressemeddelelse

 

Mit bidrag er 

CAFÈ OBLIVION som er placeret et sted i verdensrummet – for når livet ikke mere går på jorden, så går det måske videre i rummet.

Derude sælger den små erindringsbokse og -kapsler med feromoner, hallucinogener, lyde og fortællinger til at nyde på stedet. Skærmvægge danner en café med en disk, 2 glasborde og nogle stole af klar akryl. Et større maleri på muren mellem vinduerne afslutter cafeen.

På 2 andre vægge hænger malerier med motiver fra jorden med caféer i landskaber. Alle er erindringer fra det gode liv på jorden – de er minder om en anden tid og et andet sted med et socialt liv, der udfoldede sig med caféen som et samlingssted. 

Erindringer er dog altid subjektive og selektive og indlejret i en epoke. Erindringens gange er uransagelige og en smule ved siden af. Caféens navn “OBLIVION” betyder glemsel.

Bodil Brems 2025


CAFÈ OBLIVION  is located somewhere in space – because when life no longer exists on earth, it may continue in space. Out there it sells small memory boxes and -capsules with pheromones, hallucinogens, sounds and stories to enjoy on site. Screen walls form a café with a desk, 2 glass tables and a few chairs made of transparent acrylics. A large painting on the wall between the windows completes the cafe´. The café has paintings with motifs from the earth with cafes in landscapes. All are memories from the good life on earth – they are memories of another time and another place with a social life that unfolded with the café as a gathering place.

Memories are always subjective and selective and embedded in an era. The paths of memory are inscrutable and a bit off-kilter. “OBLIVION” is another name for forgetting.

 

 
Servering i Café OBLIGO 
 
 
 

 

 

 

 


 

 

 

 Multiple Horizons 60  50 x 60 cm 

 Multiple Horizons 63  50 x 60 cm
 

 

 

 





 



 



søndag den 7. juli 2024

Sommerudstilling i Huset i Asnæs

 Indtil 21.7. vises 1. del af sommerudstillingen i Huset i Asnæs. Husets kunstnere fylder hele huset i denne udstilling, som kan ses daglig tirsdag - søndag kl 13 - 17

Her deltager jeg med en ophængning af 2 malerier fra Guldalder, komprimeret 41 og 9. De måler 165 x 135 cm. Foran ses 2 krukker af Better Lübbert og til venstre en skulptur af Søren Schaarup.

Jeg har desuden 2 mindre malerier med fra serien.

Næste åbning af sommerudstilling vil være 27.7. kl 13 - 17. Huset i Asnæs, Storegade 31, 4550 Asnæs.


søndag den 23. juni 2024

Udstilling på Lyngby Bibliotek 17.6. - 7.8. 2024

 "International nationalromantik komprimeret" består af 12 malerier. De handler om et Europa, der skal sameksistere. Serien handler også om tidens selvforståelse og selvdefinition, som er under forandring. Er sproget udgangspunkt for et tilhørsforhold, definerer det en nation? Betyder religionen stadig noget? I malerierne mødes forskellige landskaber fra forskellige lande omkring en grå flade, hvor muligheder kunne udvikles. 




Man kan også se nogle mindre landskabsbilleder "Multiple horizons" samt 3 prints af "Hovedbeklædninger" med temaet krig som inspiration.




onsdag den 6. marts 2024

 

Årets første udstilling i Huset i Asnæs er netop hængt op og åbner lørdag 9.3.2024 kl 14 – 17.

Jeg viser nogle malerier i serien Reflections – mennesket betragter verden. 30 x 40 cm – alle er velkommen -

 

 


 

 

 

tirsdag den 23. januar 2024

 

I 2023 blev jeg medlem af Huset i Asnæs, hvor jeg har deltaget i foreløbig 3 udstillinger

Det er et kunstnerdrevet og -ejet udstillingssted og galleri. Har eksisteret siden 1973.

 

                              Papaver variabilis 147, 144 og 109 i Asnæs oktober 2023

 

Papaver variabilis

Et foto af en blomstrende valmue er bearbejdet på computeren - en parallel til gartnerens pensel som bruges, når nye variationer skal fremavles - - den ny blomst er malet på lærred – noget virkeligt er blevet til noget tænkt og er igen blevet virkelighed –

– variationer er fremelsket, naturen uberørt, begrebet udvidet – Papaver variabilis, Unimaginable Imaginability og Echo of flowers –

Disse titler har jeg brugt som overskrift og tema på udstillinger siden SUBROSA, the Flower in contemporary art på Charlottenborg. Til denne udstilling udviklede jeg ideen om den genmanipulerede blomst Papaver variabilis, skabt til at behage et marked – blomstermaleri havde indtil da været et tabu for mig, da det var noget, kvinder havde været henvist til og begrænset af.

 

 

I Huset i Asnæs slutter udstillingssæsonen med et julemarked, hvor alle husets kunstnere udstiller. Det var 9. og 10. december 2023. Det var festligt og velbesøgt, og der var malerier, skulptur, grafik, foto, bøger, akvarel, keramik og glas - - virkeligt mange udtryk var repræsenteret – og med procenter til køberne –

 

Her ses 2 billeder af mine ophængninger fra Julemarkedet – 4 små malerier fra 2023 fra Open Call på Kirsten Kjærs Museum 5.8. – 24.8. iagttagelser af enkle blomster i et karrigt landskab - hele mit bidrag kaldte jeg Trækfugle - - - den anden ophængning er ideen om blomsten i Papaver variabilis.

 

                                         

 

            

             Julemarked 2023: Papaver variabilis 156, 133, 175, 180, 179, 178, 177 og 11

 

                                                   

                                                  Papaver variabilis 178   18 x 18 cm 2023

 

 

Foreløbig er min planer for 2024 udstilling på Lyngby Bibliotek i sommeren, 

Huset i Asnæs hen over året, Atelierhusenes Åbne Atelierer 2. søndag i september.

Jeg arbejder hen mod en separatudstilling med landskaber som tema og en gruppeudstilling på Rundetårn i 2025 -

lørdag den 2. september 2023

 Atelierhusene har 80 års jubilæum 2023 og i den anledning åbner mange atelierer dørene til årets udstilling 10.9.23 kl 13 - 17